6. august 1995 - KURT FREDSGAARD, REKTOR 1995-2003

Kurt Fredsgaard: Min tid som rektor på Viborg Amtsgymnasium og HF 1995-2003

Det er de færreste beskåret at have været rektor 2 steder. Jeg blev ansat som rektor på det nyoprettede Tørring Gymnasium i en meget ung alder, knap 35 år gammel. Og blev der i 17 år. I 5 år havde jeg forinden været den ”jyske” fagkonsulent i samfundsfag. Jeg var uddannet i statskundskab dvs samfundsfag samt forvaltningslære (i dag: administration) Faget var dengang helt nyt, og jeg var med til at bygge det op fra bunden.

Da jeg var godt 50, syntes jeg, at der skulle ske noget nyt, og at jeg gerne ville mere nordpå og tættere på mine forældre i Løgstør. Jeg kendte Viborg fra min barndom, hvor vi ofte tog på udflugt til domkirkebyen, hvor min far havde gået på landbrugsskole. Så jeg søgte rektorstillingen på Amtsgymnasiet, og jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at vi flyttede til Viborg og kom til at bo i den hyggelige gamle by ved søerne. Jeg har efter jeg blev pensioneret meldt mig som frivillig ”Viborgguide” og er en af de 15-20 stykker der fører turister rundt i byen.

Det gymnasium jeg kom til i 1995/96 var startet i 1971. Min forgænger, ”Niels Jørgen” kom fra Katedralskolen, som VAG måske med rette eller urette blev anset som et alternativ til, og VAG blev måske derfor dengang opfattet som en smule venstresnoet, Der var dog også dem, der mente, at der kun gik ”flippere og bønder”. Der var en nogenlunde klar forskel til Katedralskolen, hvor Borgerskabets afkom stort set gik. Men jeg havde sådan set også hørt, at det var det ”moderne” gymnasium, hvor eleven stod i centrum og i I fordums tid havde man endda haft skoleforsamlinger. De var dog for længst afskaffet, men VAG havde stadig en stor fokusering på eleven, hvor ikke blot faglighed men også tryghed og trivsel gik hånd i hånd. Elevråd og ikke mindst festudvalg kilede på og VAG havde de bedste fester i Viborg !

Nogle lærere var i starten så friske at sige, at de egentlig ikke ønskede at have en rektor. Men når vi alligevel skal have en, så vil vi dog helst have dig! Tonen var så sat og jeg forstod at der er pokker til forskel på at starte (og ansætte et helt nyt hold) og så at komme til et ”gammelt” gymnasium.

Men det var en velfungerende skole. Lars Heideman var som adm.inspektor ( og den konstituerede rektor) sammen med skolesekretærerne Ulla og Else en dygtig og kompetent base. Inspektorordningen fungerede til at begynde med fint med specielt Jens Nielsen (senere rektor i Støvring) som ankermand. Senere kan man vist diskutere om harmonien helt varede ved.

”En rektor skal huske at han er chef for flere personalegrupper” Ulla Helth udtalte disse vise ord i en pause på et af de mange kurser for skolesekretærer, som jeg stod for i en lang årrække på Den kommunale Højskole i Grenå. Det var o.1985.  Det handlede om ”den snævre administration” og byggede på forskellige rollemodeller. (R-AI-Sekr.-model) Det indgik senere i adskillige tænksomme foredrag. Da jeg havde været i Viborg i nogen tid og konfronterede Ulla med den flotte og præcise udtalelse, havde hun ingen erindring om den. Det gav mig en del at tænke over!

Det første større problem jeg fik, og som jeg var advaret om fra ansættelsessamtalen, var udnævnelse af studievejledere (og senere inspektorer), som åbenbart reelt havde ligget i lærerrådet. Det var karakteristisk for skolen, at man jo søgte at arbejde med en flad ledelsesstruktur. Det lykkedes at få det ændret til, at ansøgere forinden skulle godkendes af mig, og det gjorde det meget lettere at nå til enighed.

Det var også fra begyndelsen en vigtig opgave at få hanket op i de store elevforsømmelser. I et fortrinligt samarbejde med dygtige studievejledere. På HF tog Lars sig af sagerne, jeg tog så gymnasiet, hvor problemerne ikke var helt så store.

Hvis man ikke ligger lige op ad en station og lidt i udkanten, så er det vigtigt at få en bedre løsning af trafikproblemer/busforbindelser. Og det fik vi til Houlkær.

”Kurt du skal være klar over at gymnasiet er noget nedslidt”- Det er en bemærkning som amtsskolechefen Willy Mathiesen rettede til mig allerede inden jeg var startet. Bygningerne var fra 1974, og jeg fik sammen Jens Lund i Skive i opdrag at lave en lille rapport over bygningstilstanden på alle amtets gymnasier og den blev forelagt U.K-udvalget. Så skete der dog ikke stort set mere før forvaltningen noget senere blev omorganiseret, men vi nåede da hurtigt at få administrations/lærerværelsesafdelingen delvist moderniseret. Med den nye kontorchef Bodil Primsø i spidsen gik opstarten med at renovere naturfagsfløjen. Jeg var dog fratrådt inden det blev realiseret.

Andre amter havde efterhånden trukket en gymnasiemedarbejder ind i forvaltningen. I Viborg blev det VAGs Ulla Lundgaard, der i dialog med alle parter lagde de nye budgetter, der i den grad trængte til at blive set på og støvet af. Ulla udførte her et fortjenstfuldt stykke arbejde..

Den kunstneriske/eller udsmykningsmæssige side af bygningsmassen lod noget tilbage at ønske. Et enkelt Karin Olesen, Maja Lise Engelhart og et enkelt af nordmanden Nupen. Alle gaver udefra. Et eget budget for ”kunst/udsmykning” eksisterede ikke, modstanden var for stor. Musikmæssigt var det også på det jævne, selvom visse sammenspilsgrupper (”Melodi Grand Prix”) tog sig fint ud. Af musicals husker jeg bedst Jesus Christ Superstar og med skiftende dramalærere blev niveauet også gradvist højnet. Et forslag fra Ole Knigge allerede i -96 om en tilbygning i form af en teatersal førte efter et enkelt møde med arkitekt Friis kun til en høflig afvisning fra Viborg Kommune (fra Steensgård). Amtet forblev i så henseende helt fraværende.

Et Litauenprojekt med amtslig (og GLs?) støtte døde desværre efterhånden ud efter flere besøg både den ene og anden vej.

Lærerkollegiet var hen ad vejen blevet noget opdelt aldersmæssigt. Der manglede sådan set og groft sagt en mellemgeneration af lærere. Der var tale om relativt få ansættelser i 80-erne som følge af elevnedgang, der skyldtes det nye gymnasium i Bjerringbro.  Således var der på VAG fornemmede jeg de gamle og først ansatte, der følte et slags ”ejerskab” til stedet og på den anden side en yngre gruppe, der kom til i 90-erne. Som nye i deres fag og ofte med små børn var de mere præget af en ”lønmodtagerbevidsthed” og der kunne opstå modsætninger i forhold til hvor meget tid, man havde lyst til at lægge i f.eks. ekstra mødeaktivitet og forsøgsundervisning.( For god ordens skyld: min analyse tog afsæt i begrebet ”livsformer”)

Men Amtsgymnasiet var sådan set helt fremme i forreste række inden for forsøgsarbejde og fagligt – pædagogisk udviklingsarbejde. F.eks. var projektarbejde, gerne tværfagligt oppe i tiden. Lærerteams og ansvar for egen læring var nogle af de nye metoder, som også blev afprøvet på VAG.  Forsøg med Lærerteams blev endda beskrevet i en OECD rapport af direktør Uffe Gravers. ”Viborg gymnasium får topkarakter” var overskriften i det lokale Folkeblad (VSF) hen under jul i1998. Foruden undertegnede, der kækt nu placerede Viborg på ”verdenskortet”, så var især Erik Prinds en af de lærere, der førte an i forsøgsundervisningen, og han arbejdede også en overgang senere meget med det ”virtuelle gymnasium”. Lærerteams var det centrale og Ole Knigge lod sig citere i artiklen: ”Fra skepsis til begejstring” De meget store forsøg på HF var spændende og bidrog både til at skabe sammenhæng og øget faglighed. Et meget arbejdsivrigt forsøgsudvalg var et solidt fagligt/pædagogisk grundlag, men næppe hele vejen igennem – på en balanceret måde – forankret i lærerkollegiet. Om en glimrende studietur til Berlin i 2002 rådede bod på det står vist hen i det uvisse. Men Preben Broch ledede det vældig fint. Eleverne arbejdede selv i de par dage og led vist ingen overlast!

Forsøgsarbejde var først og fremmest undervisningsministeriets gebet og på det punkt havde det så en del penge. Det var dog ikke altid amtet fandt interesse deri, fordi f. eks. nye grene kunne gå hen og koste noget.! Kun en enkelt gang var det nødvendigt for mig at sætte hælene i. Det kunne også blive for vildt!

Som sagt var ikke alle lige begejstrede for den omfattende forsøgsvirksomhed, som også indeholdt enkeltpersoners foredragsvirksomhed og rapportskrivning. Som én sagde: Der er nogle, der hellere vil undervise på andre skoler – end deres egen! Jeg selv var optaget af de mange eksperimenter, der foregik på skolen, men var ved en lejlighed ved at komme ud i en art stormvejr, fordi jeg havde udtalt ved samme lejlighed til den lokale presse ”at læreren skal væk fra tavlen” Det var der nogle matematiklærere der ikke just påskønnede!

Lad os nu for en stund så hæve blikket lidt og se det hele system i et slags fugleperspektiv. ”Ingen kan tjene 2 herrer” er det sagt. Men det var ikke desto mindre nødvendigt.! De 2 herrer var undervisningsministeriet og de nye amtets(kommuner), der opstod i 1970, og hvor VAG var et produkt, fordi Katedralskolen havde 1500 elever! Denne spaltning har sådan set været en agenda, der har (for)fulgt mig hele tiden:      1)ministeriet med det pædagogiske tilsyn og 2) amtskommunen (”amtet”) med dets U.K.-udvalg, som leverede økonomien i bredeste forstand. Der kørte hele tiden en rivalisering, især fra slutningen af 80-erne og på den anden side af størstedelen af 90-erne. Det var undervisningspolitik på højeste niveau. Hertil kom så Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og rektorforeningen (og dens 5 mands bestyrelse, jeg medlem 1994-99). Det var et stort uddannelsespolitisk spil og hvori jo også indgik amtsniveauet (regionalt). I Viborg havde rektorerne i al deres forskellighed det godt sammen således også i fordelingsudvalget (optag-), men der var mange nødvendige balancegange at forholde sig til, ikke mindst mellem uformelle eller formelle rektormøder. Rektorer er både konkurrenter og samarbejdspartnere udadtil. Mulige rollekonflikter med krydspres stod altid i kø. Uformelle rektormøder var ikke amtets kop te.

I 90-erne, allerede mens jeg var i Tørring, var jeg nemlig gradvist blevet mere og mere involveret i organisationsarbejde. GLs tjenestemandsorganisation, Rektorforeningen, (også den europæiske og en nystartet nordisk). Det optog mig meget, og jeg fortsatte med det hele, efter at jeg kom til Viborg. ”Once in a lifetime” kunne devisen sagtens være. Muligheden kommer måske ikke igen – på godt dansk!

I 1986 var jeg med til at opstarte rektornetværket ”Sandbjerg-gruppen” (sammen med rkt.Balleby, Risskov). Det var de første lederudviklingskurser i vores regi og de indebar også nogle kærkomne ekstra internationale relationer. F.eks. en udveksling med Tjekkiske rektorer (1992/3) og Sydafrikanske (-95/97), begge med stor støtte fra Demokratifonden.

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt fortryde at jeg ikke i begyndelsen fik afviklet mere, når man tager et job- og senere også tungt boligskifte i betragtning. Min meget diplomatiske inspektor Lars Heideman lod på et tidspunkt en bemærkning falde om at: ”Du skal passe på ikke at blive for tilbagelænet”. Og det havde han nok ret i. Men rektorrollen blev på den anden side med tiden mere og mere udadvendt med især amts- arbejde uden for skolen. Og af alle agenter var amtet det basale, fordi de sad på pengene. Skoleråd/bestyrelse spillede ingen rolle i al væsentlighed.

Den rastløshed der lå hos nogle (få) af lærerne førte til, at der var et vist run på at komme til f.eks. Grønland med hvad det medførte af komplicerede forhold med hensyn til orlov mv. Relativt mange lærer(ægte)par var heller ikke det mest harmoniske for et lærerkollegium som sådant.

Fra o.2000 og derefter havde jeg dog opgivet det meste af mit organisationsarbejde. Medlem af bestyrelsen af Viborg Teaterkreds forlod jeg dog først i 2016. Omstændighederne ville det dog sådant,  at   Margrete fik en alvorlig kræftsygdom, og det ramte også mig hårdt. Og jeg skrantede og følte mig mere og mere træt og savnede kræfter. Det endte med sygeorlov ud fra en diagnose på stressbetinget depression. Jeg følte også at jeg ikke nød alle læreres tillid. Og at loyaliteten fra nogle svigtede. Men et venligt tilbud om en 1-årig såkaldt ”retrætestilling” inde i Amtet det sidste år, indtil jeg havde mulighed for pension, blev mig tilbudt – og jeg sagde ja tak. Kræfterne strakte ikke til meget andet. Det forstærkede imidlertid nedturen i mange henseender bogstaveligt talt. Det var bestemt ikke nemt at gå fra ”rektor” til ”kontor-observatør”. Nedtur i bredeste forstand var her nøgleordet.

34 år pa arbejdsmarkedet uden arbejdsløshed eller orlov overhovedet, og det meste af tiden i højeste gear, ja det slider! Mine dårlige øjne med Kerotoconus fik jeg løst med operationer noget senere. En familiesygdom i form af B 12 vitaminmangel blev der dog allerede i det første år fundet en løsning på.

Eftersom Margrete og jeg var lige gamle, ja så valgte vi begge at gå på tidlig pension som 60-årige, og vi tog på en 7 ugers biltur igennem Tyskland til mit elskede Provence. 4 af ugerne i Nice gjorde underværker, og jeg (vi) kom oven vande og Margrete sparede den lange køretur til gymnasiet i Horsens. Men allerede før var det gået langsomt, men meget sikkert fremad, godt hjulpet af det lokale sundhedsvæsen.

Jeg var blevet det som en af mine kolleger udtalte, da han blev pensioneret:” Jeg er nu (endelig) blevet mit livs egen direktør !” Sådan!

En ting jeg ikke ville slippe var min universitetscensur på Aalborg og Roskilde Universitet. Mit fag Samfundsfag har altid haft min store interesse. Universitetscensuren med dets projektarbejde har jeg ikke fortrudt. Jeg fortsatte med det helt til 2018 dvs. 42 år i alt. (På foranledning af amtsborgmester Bent Hansen var jeg i 2000-04 Viborg Amts medlem af AAU Kontaktråd)

Censuren har været med til at udfylde en væsentlig del af min pensionisttilværelse, sammen med diverse frivilligt arbejde her i Viborg (teater og museer.) Haven, rejser, slægtsforskning (Fredsgaard 1688) musikforeningen og mine kære bøger samt anmeldelser af faglitteratur, men først og fremmest børnebørnene lægger i dag beslag på tiden. Vores parabol TV gør også, at man på flere sprog kan holde sig orienteret hele tiden i verdenspolitikken. Og det er helt perfekt!

At arbejde i gymnasieskolen var i 1970 det rigtige valg for mig. De fleste af min medstuderende valgte offentlig forvaltning (udenrigsministeriet mv). Et vikariat i Tarm (VGT) i jan.1969 (i historie og fransk) blev skæbnesvangert for mig. Gymnasiet i dets grundvold har for mig været en uovertruffen arbejdsplads. Og jeg har været så heldig at være rektor i en periode, hvor gymnasiet gennemgik en – og mestendels – positiv udvikling. Gymnasiets styrke bunder jo i de kvikke, unge mennesker og det sker på et tidspunkt, hvor de gennemgår en enorm ungdomsudvikling. Gymnasiets bredde er dybt forankret i et dannelsesbegreb og det spænder vidt. Det er en almen ungdomsuddannelse på højeste niveau. Den senere dybde eller specialisering komme med de (især længere) videregående uddannelser. Det er bl.a. lærernes niveau.

”Kan du instruere en skolekomedie?” Svaret var ikke afgørende, men det kunne det blive for det næste spørgsmål: ”Kan du forstå hvorfor jeg spørger?” Mange af ansøgere til lærerstillinger anede jo nok, at det jeg fiskede efter måske var noget med, at det at være lærer ikke blot var en faglærer, men et skolemenneske. Testen var ikke absolut afgørende, men den spillede en væsentlig rolle.

Et slags perspektiverende efterord: Der kom jo en ny gymnasiereform (der afskaffede mit elskede gren-gymnasium) og samtidig nedlagde amtskommunerne. Den påfølgende ændring betød at gymnasierne fra 2007 gik over til selveje og et taxametersystem, og megen timetælleri. Det første tror jeg nok at jeg let ville have kunnet leve med, men på den anden side har jeg også altid anset amtet som en garanti for en rimelig fornuftig uddannelsesplanlægning, som også beskyttede ikke mindst de små gymnasier.

Men reklamekonkurrencen om eleverne dominerer dog lige lovlig meget i dag.

Jeg mener at synliggørelse først og fremmest baseres på gerninger og omdømme – og ikke på store annoncer.!